I april måned valgte jeg, at stoppe samarbejdet hos min daværende træner KÅS. Jeg traf denne beslutning, da jeg følte et behov for at finde mig selv i både træning og det mentale aspekt. Min sæson for 2017 startede d 12. marts, hvor jeg skulle løbe Deen Haag half marathon i Haag. Jeg havde i perioden optil løbet trænet godt, og jeg følte mig meget klar både fysisk og mentalt, og jeg havde trappet træningen ned i næste 3 uger. Jeg ville sikre mig, at min enorme mængde træning ikke skulle sidde for meget i kroppen. Jeg følte mig klar, og var klar til at rejse af sted med NBRO og min kæreste Julie. 

På selve løbsdagen var der afgang fra Amsterdam søndag morgen, og det gik som smurt, vi kommer frem til Haag, det er utrolig god stemning, folk er glade og spændte, og jeg selv føler mig fuldstændig klar og rolig omkring det der skal ske. Vi ankommer næsten 3 timer før start da nogle af de andre drenge fra NBRO, skulle løbe kortere distancer, før vores løb skulle starte kl. 14.30.

Jeg begynder min opvarmning 45 min før, hvilket jeg altid gør, jeg føler mig helt klar og jeg føler mig frisk. Temperaturen var godt på vej op, hvilket jeg stressede lidt over i underbevidstheden, men jeg tænkte ikke yderligere over dette.

Startskuddet lyder, og jeg kommer godt derud af, jeg rammer mine splittider lige på sekundet, men ved omkring 8 km kan jeg mærke, at det er meget hårdt at holde tempo, selvom jeg dog ikke løber hurtigere end planlagt. Da jeg kommer ud omkring 10 – 11 km, kan jeg ikke holde tempo mere, jeg presser alt hvad jeg kan, jeg kæmper med næb og klør, men mentalt har jeg allerede givet op på mit drømmemål. Jeg kæmper mig hjem i tiden 1:15:55. Jeg var allerede der klar over, at denne tid ikke var god nok, og dette er sagt ud fra min træningsindsats samt de tider, som jeg kan præstere under min træning.

Jeg tager fra Haag, med en personlig rekord, hvilket altid er en succes, men jeg var klar over, at jeg måtte gribe fat i andre tiltag end blot min fysiske træning. Jeg havde DM 10 km landevej 3 uger efter, hvilket jeg glædede mig meget til. Jeg var for første gang uden træner, og jeg skulle selv styre min træning frem imod DM. Heldigvis har jeg selv godt styr på den del, og fokus var at nyde friheden, og træne lidt mere lystbetonet, men jeg havde stadig mine specifikke 10 km træningspas. Jeg løber desværre igen langt under niveau, IGEN! Dette gjorde at jeg slet ikke var i tvivl om, at der skulle ske noget nyt og det skulle der ske NU. Jeg vendte problemet med min mentaltræner, og han anbefalede, at jeg skulle søge mere professionel hjælp. Jeg startede denne behandling blot 4 dage efter DM. Denne behandling jeg gennemgår, holder jeg lige for mig selv.

I søndags havde jeg valgt, at deltage i Spartas Nike-test 4 – halvmaraton. Jeg havde ikke trappet ned til løbet, men min tanke med dette var, at jeg skulle ud og have en mental sejr. Jeg ender med, at sejre mentalt, og jeg kommer endda hjem med en ny personlig rekord på 1.15.43. Ruten, som går rundt i og omkring fælledparken, var ikke en nem rute, så tiden skal nok komme. Sejren var for mig, at jeg havde fået styr på det mentale. Jeg kan nu fortsætte med min sæson, hvor troen på egne evner kunne styrkes fra nu af, jeg er sikker på, at jeg fra nu af har fundet min nøgle til stor succes i løb. Jeg fortsætter mit hårde arbejde, og jeg glæder mig til at skrive om, hvordan mine næste løb kommer til at gå. Jeg er helt sikker på, at det bliver en sæson med en masse personlige rekorder.

/Rasmus