Vi skriver snart august og sæsonen 2017 er godt igang. Det er dermed tid til at gøre lidt status.
 
Efter en vinter og forår med træningstimer beliggende på plus 15-20 timer om ugen var det med spænding jeg kastede mig ud i racesæsonen i år. Det startede da også vældig godt, og meget overraskende med en Danmarksmester titel til Tri på Tyren tilbage i maj. Det var absolut en god måde at starte sæsonen på og gav et selvtillidsboost. 
 
Sæsonens første hovedmål var EM i Herning efterfulgt af Øresund triathlon, der lå 14 dage efter. EM i Herning var en mental udfordring, hvor jeg led en kamp på løbet, som jeg ellers altid glæder mig til at skulle slutte af med. Det gjorde jeg ikke her, trods jeg ellers ikke havde grund til andet. Selv mit faste tyl-heppekor var ved min side til klap, skrig, skrål og smil. Men det var hårdt med hårdt på, og det var jeg ærligt talt ikke forberedt på. Sådan en mental kamp har jeg aldrig før haft. Dog er det ofte stævner som disse man lærer mest af og bliver stærkere af. Jeg endte som den hurtigste danske kvinde på en 4. plads i min aldersgruppe, hvilket jeg i sig selv er godt tilfreds med. 
Men at jeg lod mig tabe den mentale kamp er ikke acceptabelt.  Det afledte derfor et nyt mål, nemlig at jeg til Øresund ikke skulle tabe den kamp - det kan jeg vinde - den vil jeg vinde. 
 
Med den indstilling stillede jeg til start til Øresund med boblende fornemmelse, spænding og en stor glæde ved at race på hjemmebane. Jeg havde et fantastisk løb trods langsommere tider på både svøm og cykling satte jeg PR på løbet og vigtigst jeg VANDT den mentale kamp og havde en fest trods smerter i læggene halvvejs på løbet og regn og blæst. Tilmed resulterede det også til en 3. plads, og en podiefest med to af mine super stærke tri konkurrenter Trine og Caris som jeg yder stor respekt for. 
 
Efter at have været i koncenteret tri-stævne-bobbel i 3 ugers tid med to A-races endte jeg ud i en periode, hvor motivation var et begreb jeg havde svært ved at mærke. Jeg tror nu egentlig det er en meget normal reaktion ovenpå sådan en intensiv periode, men ikke desto mindre svært at være i. Det er altså noget mærkeligt noget, jeg var i den bedste form til dags dato, hvilket jeg bare burde nyde godt af, give gas og fyre den max af med, men motivation var en by i Rusland. 
 
Jeg havde brug for at trække stikket en tid fra alt for struktureret træning, socialemedier medvidere. Vigtigt er at genfinde glæden ved det man gør og ikke mindst årsagen til hvorfor man gør det. For at finde det var der for en tid fokus på træning med lyst og ikke mindst meget vigtigt for mig træning med et socialt aspekt, sådan rigtig fysisk socialt træning med andre levende mennesker og ikke for meget SoMe socialt. Det har hjulpet og boblen er jeg så småt på vej ud af - glæden er ved at være tilbage og jeg kan nu begynde at visualisere de næste mål, der venter i horisonten og vigtigst glæde mig til dem. Kroppen kæmper stadig lidt med drillende lægmuskler, men ellers føles formen god.
 
Så hvad kigger jeg frem imod - Jo kalenderen siger som sagt august om få dage, og der starter jeg første weekend op med deltagelse i endnu et velgørenheds-cykelløb for Parkinsonforeningen. Det foregår på tonseren på Amager, hvor man ved tilmelding på blot 120 kroner får lov at drøne rundt i ring på den 9,8 km lange strækning, og for hver omgang man kører spytter sponsorer penge i kassen til Parkinsonforeningen. What´s not to like - kom glad og vær med :)
Weekenden sluttes af om søndagen d. 6 aug med en tur til Næver aka Næstved, hvor jeg stiller til start til Kanal-tri OL distance som bliver rent træningsstævne og optakt til jeg skal køre Silkeborg Triathlon halv distance den 27. august.
 
Det var lidt fra min verden - håber vi ses derude folkens.
Hold hovedet højt - High-fives herfra!
 
/Signe