Min sæsonstart er ikke gået som planlagt. Det er ikke hemmelighed. En voldsom ulykke i forbindelse med årets første stævne, hvor jeg faktisk havde svømmet meget stabilt og cyklet de første 10 km i et godt snit, rammer en mand på en el kørestol. Heldigvis slipper jeg uden for mange skræmmer, men kun blå mærker og en øm nakke og krop.

Hurtigt kommer jeg ud og cykle igen, på en lånecykel imens en ny Miss A bliver samlet.

 

Ny Miss A kommer og træningen til årets B race, Kronborg 70.23 ironman European Championship går i gang. Jeg mærker kæmpe fremgang især på løbet, og forbedre mig markant, hvilket vises på en test ved cycling power, godt 8 uger efter jeg startede med at køre efter Jonas programmer. 15-20 timers træning om ugen, og en krop der har haft det så godt. Træningspas efter træningspas har været optur og jeg havde så meget set frem til Kronborg. Faktisk er min zone 1 nu der hvor min zone 2 var tidligere.

Min drøm var at vinde min AG, jeg kendte mine konkurrenter og ugen op til race kørte nedtrapningen på skinner, kroppen havde det godt og maden blev spist som den skulle. Der blev sovet godt, og lørdag den 17. juni følte jeg mig så klar til at køre race, jeg kørte glad hjem efter bike check in og fik en god aftensmad og en god nats søvn. Jeg har aldrig været mere klar! Kroppen ændret markant siden sidste sæson og jeg mærker tydeligt der er færre kilo at slæbe på igen. Jeg følte mig virkelig fit for fight.

 

Jeg havde læst en tri veninde havde skrevet, at hun ikke stillede til start i Helsingør pga. græspollen. Mere tænkte jeg ikke over det. Jeg havde jo ikke mærket noget.

Jeg har astma og bliver fulgt på Bispebjerg, hvor jeg går til jævnlige kontroller. Medicinen virker som den skal, så jeg havde slet ikke tænkt tanken, at jeg kunne blive af ramt af astma anfald under race igen.

Men det skete. Allerede under svømningen, der er kaotisk, mærker jeg vejrtrækningen ikke er optimal. Så min svømning bliver ikke det skønneste men en jappen for at komme i land. Intet overskud til at komme væk og fri af ben, fødder og mænd der ligger ovenpå mig. Op af vandet kommer jeg, og afsted på cyklen. Her kører det så bare heller ikke. Lav kadence og jeg prøver at få styr på astmaen, træder slet ikke de watt jeg skal og pulsen alt for lav.

Jeg havde taget alt medicin jeg kunne inden race, som jeg plejer. Da jeg kommer ind efter de 90 km, har jeg mistet meget til de konkurrenter jeg godt vil køre op med. Ja det er faktisk også mega øv at blive overhalet!

Jeg havde mistet første pladsen i min AG, men humøret var højt og benene føltes gode, da jeg satte af til løb. Jeg tager min akut medicin, men mærker igen astmaen, 3-4 gange mærker jeg den før jeg ved 6 km må kaste håndklædet i ringen med et astmaanfald. Hurtigt kommer der en sygeplejerske til mig, og hun får hjulpet mig med at bryde mit anfald og få noget mere medicin i mig. Jeg havde så meget lyst til at fortsætte men min krop sagde fra. Når man får et astmaanfald, kommer der intet ilt til musklerne, så jeg havde det som om jeg havde styrketrænet tungt eller bare trænet Vo2 Max dagene efter.

 

Jeg var rasende, frustreret sur og kunne ikke kaste med andet end min Bricanyl. Torben fik ringet til Jonas og fortalt jeg var ude. BUM. Mit hoved var tomt. Flov og skuffet var jeg faktisk over min performance for vidste jo godt jeg præsterede noget lort.

Følelsen var som at gå til eksamen, velforberedt og komme ud med en skod karakter, ja man kan sige jeg dumpede.

Ugen efter var også præget af dårlige ryger lunger, der altså ikke ryger, så kontakt til Hospitalet, der nu har givet mig en Binyrebarkhormonkur. Hurra og endelig i dag mærkede jeg betydelig bedring efter en tur i Bellahøj!! Det er virkelig frustrerende at brænde for noget, træne så meget, leve og ånde for en sport også føler man fejler på den måde.

Jeg har haft en god lang snak med Jonas, træningen kører videre og vi har lagt en ½ ironman mere ind inden CPH. Der er ting der skal være fokus på og dem er jeg gået i gang med. Den ene ting er glidet når jeg svømmer. Det er tilbage igen – og det er meget mere energi besparende end at svømme som en hval.. Cyklingen har vi fokus på den høje kadence og løbet har vi allerede ændret meget.

 

Nogle gange skal man ramme modstand før der er medgang igen. Men jeg er ikke lige til at slå ud! Har jeg sat mig et mål så skal det nås.

En ting jeg har lært, er at se fremad, men naturligvis tænke og lære af hvad kunne jeg have gjort anderledes.

Men det bedste er at komme op på hesten igen, og se fremad. Tænke på alt det der gør dig glad, og ja tænke tilbage på de gode resultater og det der driver dig til at blive bedre. Giv ikke op. Se fremad og husk kun det positive. Det negative kan vi ikke bruge til noget.

/Iben